INTRODUKTION : DA DEN MODERNE KUNST KOM TIL DURUP.
Allis Helleland, tidl. Museumsdirektør Statens Museum for Kunst.
Tiden var 1958. Der begyndte at komme blus på lampen igen ovenpå krigsårenes mørke. Man følte, at man stod ved indgangen til en ny tidsalder, hvor alt lå åbent. Der var koldkrig og kapløb om himmelrummet. Det lykkedes USA at sende en jorddrabant ud i rummet lidt forsinket efter russernes Sputnik. Danmark med Niels Bohr i spidsen stillede sig positivt til atomenergiens fredelige udnyttelse og opførte Atomforsøgsstationen Risø. Klaus Rifbjerg skrev ” Den kroniske uskyld ”, Leif Panduro ” Rend mig i traditionerne ”, Tommy Steele gav koncert for hylende teenagere i KB Hallen. Og kunstnere som Robert Jacobsen og Richard Mortensen fandt i Paris vejen ud af krigens ruinhoben ved at konstruere en helt ny konstruktiv stil, der passede til tidens genopbygning. Man fandt frem til et non-figurativt sprog med klare former og helt uden associationer til noget genkendeligt. Man arbejdede kun med grafiske, koloristiske og rumlige værdier.
I Durup Varehus i Nordvest-Salling skulle der piftes lidt op i privaten. Familien Nielsens spisekrog i dagligstuen, som dannede ramme om de daglige måltider i den travle manufakturhandler-familie på otte, trængte til en opfriskning. Men i stedet for at gå til tapethandleren og købe pænt mønstret tapet, som de fleste dengang gjorde, blev det familiens 17-årige søn, Poul Ebbe, der fik til opgave at udsmykke spisekrogen med et maleri. Et praktisk trætapet dækkede den nederste del af væggen, så opgaven lød på 2 + 1.5 meter lang vægfrise i ca. 60 cm højde ovenover. Poul Ebbe, der da gik i gymnasiet, havde allerede tidligt vist gode evner udi tegning og hjalp til i butikken med at male prisskilte og andre tekster. Så moderen Elna nærede stor tillid til at han kunne gøre deres stue til noget særligt.
Han gik til opgaven med store ambitioner. Udførte først en meget detaljeret skitse i sort-hvidt, og malede så i stort format med moderne plastikmaling i friske, skrappe farver den nye abstrakte kunst ind i den jyske stationsby. Ingen på egnen havde set noget lignende. Desværre er frisen gået tabt ved senere ombygning af huset, men på et foto fra en familiemiddag og ud fra den bevarede skitse kan man se, hvordan den unge kunstner har ladet sig inspirere af rumgeometrien. Der er spidse, asymmetriske, svævende former, den bøjede kurve og de sorte konturer, der dominerer. I hjørnet, hvor de to vægge stødte sammen, fik han anbragt en gul sol, som var omgivet af en sekskantet sort ramme. Familien fik i sandhed en dagligstue, som der blev lagt mærke til.
Nu godt 50 år senere lurer Durup-frisen stadig latent under Poul Ebbes kunstneriske virke. Han har gennem alle årene haft maleriet som sin store interesse ved siden af lægegerningen. Han maler stadig i skrappe klare farver, han er stadig i gang med udsmykningsopgaver, nu mestendels til hospitaler og kirkerum, nu også i glas og i skulptur. Han arbejder stadig med lyset og solen som livgivende faktor, helt som i Durup-frisen. Glasmosaikken over alteret i Vile Kirke fra 2001 er tilsyneladende klar abstrakt form, men kan også opfattes som en stiliseret Kristusfigur med lyset oppe fra Gud. For Poul Ebbe har livet igennem haft sin Gud med sig.
Siden udsmykningen i Durup i 1958 er han gået ad mange veje indenfor billed-kunsten og svinger hele tiden mellem abstrakt og naturalistisk. Han har malet opstillinger og dejlige landskaber – hjemme fra Salling og fra de daglige køreture til og fra arbejdet i Nordsjælland og fra sine mange rejser rundt i verden. Han har tegnet med farvekridt og malet med akvarel og prøvet sig med grafik. Og han har kastet sig ud i glasmosaikker og svære emaljearbejder og endda gået ud tredimentionalt i træ- og bronzeskulpturer. Hele tiden med en ukuelig vilje og lyst til at prøve nye veje. Hans lyse sind og glæde ved kunsten deler han glad og gerne ud til os andre, og specielt er det ham magtpåliggende at få børnebørnene indført i malerkunsten. Han har en omfattende produktion bag sig og er stadig i fuld aktivitet hjemme i Dyssegård og i atelieret i Rågeleje.
Man kan ikke lade være at lade tankerne gå tilbage til Mor Elna og hendes fantastiske tillid til sin 17-årige søn !